Pinse på Herrens Mark: - at vi alle må være ét

Alle brikker faldt på plads 2. pinsedag!

Alle holdt vejret – og vejret holdt også – da de 450 deltagere i årets friluftsgudstjeneste i Hedeland Amfiteater blev afviklet for sjette gang 2. pinsedag.

Endnu en gang havde de medvirkende sat alle sejl sat til for at give hinanden en rigtig god oplevelse: Der blev sunget pinsesalmer, så de tætte skyer over Hedeland langsomt begyndte at drive bort og det til lejligheden samlede orkester og kor spillede og sang gospel, så både arme og ben kom ud af kontrol. Tre præster fra forskellige kirker i det nye Greve-Solrød provsti havde forberedt hver deres miniprædiken over et aspekt af gudstjenestens overordnede tema ”At vi alle må være ét” og den nye provst, Anne Bredsdorff, indledte nadveren, som man enten kunne ”gå” eller ”stå” til. Mest spænding var der imidlertid omkring et kæmpestort puslespil på 6,5 x 6,5 meter. Børn og unge fra de deltagende kirker havde på forhånd udsmykket hver sogn brik med tegninger af steder og sammenhænge, der var karakteristisk for deres sogn. Ville det hele mon passe sammen? Og jo, det passede! Alle brikker faldt på plads og det nye Greve-Solrød provsti fremstod farvestrålende og forskelligartet med S-togsbanen og motorvejen som gennemgående forbindelseslinier, men stadig i samme ramme!
Pinsegudstjenesten sluttede med fest og farver, da en masse børn indtog scenen med farvestrålende vimpler, og koret sang, så det gjaldende over hele Hedeland!
Ved udgangene blev der indsamlet lidt over 3000 kr. til provstiets projekt ”Mission  Græsrod”, hvorigennem kirkerne støtter en landsbrugsskole på Madagaskar.

Fotograf: Michael Rønne Rasmussen
Billeder kan bestille i høj opløsning til brug i f.eks. kirkeblade på følgende adresse mirr(at)get2net.dk

Forside > Pinse på Herrrens Mark > Billeder 2007