Man siger tal er taknemlige. Og det er de, fordi man stort set kan få det resultat man søger, det er bare et spørgsmål om at spørge på ”den rigtige måde”.

Enhver kan finde en tom kirke, hvis det er det man kigger efter. Man kan finde kirker, hvor der sidder mellem 4 og 8 mennesker til gudstjeneste. Man kan finde andre, hvor der sidder mellem 20 og 100. Jeg har ladet mig fortælle, at der statistisk set, går ligeså mange mennesker til søndagsgudstjeneste, som der går til fodbold på en søndag. Jeg har ikke talt efter.  Tal er meget taknemmelige og derfor ikke altid den bedste markør.

Et kirkerum er sommetider det eneste rigtige sted at søge hen. Det eneste rum der kan rumme mennesker, når vi ikke kan rumme, det som sker. Da fire unge mænd fra Havdrup døde i en trafikulykke i februar var Havdrup kirke stedet, der kunne rumme de mange, mange pårørende og deres dybe sorg.  Flere aftener i træk søgte de til kirken.  Kirkerummet være stedet, hvor mennesker søger fællesskab, det kan være stedet, hvor mennesker søger ensomhed eller samvær med nogle få.

I mange sogne tælles der ved hver gudstjeneste, hvor mange der deltog. Der føres mange steder omhyggelig statistik over, hvor mange der kommer - ikke kun til gudstjeneste, men også til begravelser, bisættelser, bryllupper, dåbsgudstjenester osv. Nogle steder tæller man også, hvor mange der kommer til alt det andet, som sognets kirke byder på: kirkelige aktiviteter, undervisning i kristendom under forskellige former, pårørendegrupper, kirkeligt børne-, ungdoms-, voksen- og ældrearbejde, diakonalt arbejde, kirkekortilbud blandt meget andet. Og hvor mange der kommer til kirkekontoret med spørgsmål ang. navneændring, dåb, vielse, begravelse, konfirmation eller for at melde fødsel eller dødsfald.

Men lad os nu bare i denne omgang holde os til gudstjenestedeltagerne og deltagerne i de kirkelige handlinger. Det er i høj grad deres antal, der optager medierne. Det er deres antal, der er i søgelyset, og som landets præster, provster og biskopper bliver spurgt til. Omtalen af fænomener som tomme kirker, messefald (=aflyste gudstjenester) fylder meget i aviserne for tiden – langt mere end det tilkommer dem, langt mere end fortjent.

Hvad angår antallet af gudstjenester som aflyses, fordi ingen menighed møder op – ja så kan de indsamlede tal for kirkerne i Greve-Solrød provsti for de sidste par år ikke påvise noget, der er værd at skrive om under store overskrifter. Fra aflysningsstatistikken er det mest iøjnefaldende en aftengudstjeneste aflyst på grund af snestorm og så nogle gudstjenester, der faldt bort, fordi der ingen menighed var, da nabopræsten kom søndag morgen for at vikariere: menigheden havde valgt at holde ferie samtidig med deres præst! Dette sidste siger i grunden en del om kirkegængeres vaner og trofasthed overfor deres egen præst.  

Det er ikke kun kirkekritikere eller hvem der måtte være negativt indstillet overfor kirken, der er interesseret i emnet her. Det er vi andre sandelig også. Derfor holder vi mange forskellige gudstjenester i provstiets kirker. Præster og menighedsråd er lydhøre overfor ønsker, behov og forventninger. Kirkerne er åbne for søgende og for sørgende, for store og små, for unge og ældre. Alle skal ikke nødvendigvis være til samme gudstjeneste.

Man siger ofte, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale – det er da også det eneste gode, der er at sige her. Men det er da alligevel langt bedre omtale at fortælle sandfærdige og positive historier om kirkerne og om gudstjenesterne.  For sagen er jo, at uanset om vi nu ser på tal, eller om vi ser på indhold, så er der mere og langt bedre ting at fortælle.

Anne Bredsdorff
Provst i Greve-Solrød provsti
Præst i Kildebrønde sogn